Miljøzone i Berlin


Umweltzone

Berlin skal være en renere by!

...derfor vil man have de ældre biler, der forurener meget, ud af byen.

Flere tyske byer, blandt andre Berlin, har derfor indført miljøzoner, hvor biler kun må køre ind, hvis de opfylder visse forureningskrav og er forsynet med et miljømærkat, den såkaldte Feinstaubplatette eller Umweltplakette. Reglen gælder for alle -også turister i udenlandske biler.

Vi gør dog for god ordens skyld opmærksom på, at vores lejlighed netop ligger uden for Berlins miljøzone, som afgrænses af den inderste S-bane-ring. Så kommer du i bil fra Danmark og kører direkte til lejligheden, er det altså ikke nødvendigt med det nye miljømærkat, men hvis du vil bruge bilen i Berlin, anbefaler vi, at du anskaffer miljømærkatet.

Hvordan får man fat i miljømærkaterne?
Mærkaterne sælges på samtlige TÜV-prøvestationer og DEKRA-værksteder i Tyskland, og de koster mellem 5 og 10 EUR. Husk at medbringe bilens originale indregistreringsattest.
I Danmark kan samme service bl.a. fås hos Applus, og koster 165 kr.



Hvad ligger til grund for de forskellige mærkater?
Mærkaterne findes i farverne grøn, gul eller rød afhængig af udstødningsnorm og alder.

Benzindrevne biler:
Grønt miljømærkat: Bilen har katalysator og er registreret første gang fra og med den 1/1-1993.

Dieseldrevne biler:
Rødt miljømærkat: Første registrering fra og med den 1/10-1996 til og med den 30/9-2001.
Gult miljømærkat: Første registrering fra og med den 1/10-2001 til og med den 30/9-2006.
Grønt miljømærkat: Første registrering fra og med den 1/10-2006 og senere.

Biler som er ældre end ovenstående, kan ikke påregne at få mærkatet, og de må således ikke køre ind i miljøzonen.
OBS: De gule og røde mærker gælder fra 1/1-2010 ikke længere i Berlin, hvilket betyder, at kun biler med grønne mærkater må køre i Berlin.


Hvorlænge gælder tilladelsen?
Såfremt bilens nummerplade ikke skiftes, gælder det grønne mærke for køretøjets levetid.


Hvad koster en overtrædelse?
Hvis man kører ind i miljøzonen uden at have et mærkat, risikerer man at få en bøde på 40 EUR. Vigtigt: Der er ikke et generelt krav om at køre med miljømærkat. Det er kun hvis man skal køre i en miljøzone, og vores lejlighed ligger som nævnt ikke inde i miljøzonen.
Umweltplaketterne kan kun købes inden for værkstedernes åbningstider, altså ikke om natten. Hvad gør man så, hvis man som turist ankommer til Berlin en sen aften uden miljømærkat? Tysk Turist Information i København beroliger:

- Hvis en bil uden Umweltplakette skulle formaste sig ind i en miljøzone udenfor værkstedernes åbningstider, får man en lille hilsen med oplysning om miljøzonerne og adresse på nærmeste værksted – og ingen bøde.

Feinstaubplakette


Hvor på køretøjet skal mærkatet anbringes?
Fuldt synligt på indersiden af forruden i højre side, dvs. passagersiden.


 

 

 

JSM © 2007 info@berlinerluft.dk